Sidste nyt om fjernvarme til Aarup og landsbyer august 2022

10. august 2022

Sidste nyt om fjernvarme til Aarup og landsbyer

Områdetillægget til fjernvarme justeres - men der er stadig penge at spare ved at vælge grøn fjernvarme


Verdenssituationen har resulteret i øgede omkostninger og leveringstid på anlægsarbejde og materialer. Det ses også tydeligt på de priser, vi har fået ind på vores udbud. Bestyrelsen i Assens Fjernvarme ser dog fortsat er et godt fundament for udvidelsen, specielt fordi så mange gerne vil være med. Den høje tilslutningsgrad betyder, at det kun er områdetillægget, der skal justeres.

Vi fastholder tilslutningsprisen på 5.000 kr. for et standardhus og en af landets laveste varmepriser. Dermed er fjernvarme fra Assens Fjernvarme stadig det oplagte valg.


Inflationen buldrer derudad i Danmark. Det mærkes i de danske hjem, og det mærkes også hos os som fjernvarmeselskab. Vi oplever lige nu stigninger på både materialer, anlægsarbejde og renten. Det medfører, at vi desværre ikke kan undgå at hæve prisen på områdetillægget, der dækker transmissionsledningen, som skal transportere fjernvarme fra Assens til Aarup og landsbyer.

Derfor bliver områdetillægget øget fra 7 kr. til 29 kr. årligt pr. BBR-m². Det svarer til, at tillægget for et standardhus på 130 m² opjusteres til i alt 3.770 kr. årligt eller 315 kr. om måneden.

Den store tilslutning til fjernvarmen i både Aarup og landsbyerne gør, at vi kan holde den lave tilslutningspris. Jo flere der støtter op, jo bedre er økonomien i projektet, og det er derfor kun områdetillægget, vi må justere. Det er altså fortsat et godt projekt for fællesskabet.

Vi forbliver et af landets absolut billigste fjernvarmeselskaber med en grundpris for et standardhus på under 9.500 kr. Det betyder, at et standardhus på 130 m² i udvidelsesområdet vil have en årlig varmepris på 13.266 kr. inkl. områdetillægget. Det er på niveau med den gennemsnitlige fjernvarmepris i Danmark. Og så er der vel at mærke meget at spare, hvis du er naturgaskunde i dag.


Projektet skubbes – men er stadig færdigt til samme tid
Lige nu står vi som i mange andre brancher og mangler materialer. Og det betyder, at vi desværre er nødt til at skubbe til vores tidsplan. Etableringen af transmissionsledningen påbegyndes i efteråret. Det er senere end vores hidtidige tidsplan. Tidsplanen for de enkelte områder påvirkes også.

Men vi er opmærksomme på, at mange er presset af de stigende energipriser, og vi kæmper hårdt for, at I får fjernvarme hurtigst muligt. Derfor vil vi nu optimere på vores projektplan. Det gør vi ved at være fleksible med, hvor vi arbejder henne. Mangler vi materialer i ét område, kan vi arbejde videre i et andet. Og på den måde sørger vi for, at vi stadig er færdige i 2026, som oprindelig planlagt.


Vi inviterer til borgermøde
Vi har fuld forståelse for, at nyheden her kan danne grundlag for tvivlsspørgsmål. Netop derfor inviterer vi til et borgermøde mandag den 22. august 2022 kl. 19 i Aarup Fritidscenter. Her kan du stille spørgsmål til fjernvarmeprojektet.

Du kan også få svar på dine spørgsmål om projektets ændringer under ofte stillede spørgsmål på vores hjemmeside under Aarup og landsbyer.

Er du i tvivl om, hvordan prisstigningen vil påvirke dig som kommende fjernvarmekunde, kan du beregne din nye pris med prisberegneren.


Status på Grønnemose, Ørsbjerg, Kerte og erhvervsområdet i Aarup
Vi arbejder fortsat på at få endnu flere med i projektet, da vi ønsker at tilbyde fjernvarme til flest mulige. Og vi har fået rigtig mange henvendelser fra borgere i Grønnemose, Ørsbjerg, Kerte og fra adresser i tilknytning til området samt fra erhvervsområdet i Aarup. Vi melder ud til disse områder, når vi har fået gennemregnet og godkendt en yderligere udvidelse.