2025 bliver et godt fjernvarmeår

2025 bliver et godt fjernvarmeår

11. december 2024

2025 bliver et godt fjernvarmeår - vi tilslutter op mod 750 nye kunder

Efter at have koblet 350 nye kunder på fjernvarmen i 2024 går vi ind i det nye år med et mål om at koble hele 750 flere på fjernvarmen i Aarup og de omkringliggende landsbyer.

2025 bliver et godt år for mange af de boligejere, der går og venter på fjernvarme i Assens Kommune.

Efter et 2024, hvor vi er lykkedes med at koble 350 nye kunder på fjernvarmen i Aarup og de omkringliggende landsbyer, kigger vi nemlig nu frem mod et år, hvor mere end dobbelt så mange skal kobles på.

For at være helt nøjagtig vil vi tilslutte 750 kunder i 2025 - det svarer til 15 nye fjernvarmekunder om ugen.

Det kommende år udgør dermed den helt store tørn i vores udrulningsprojekt, som sender fjernvarme fra Assens til Aarup - og landsbyerne imellem - gennem en 20 kilometer lang transmissionsledning.

Den tørn er vi dog mere end klar til at tage, understreger vores direktør, Marc Hintze. Læringen fra 2024 har nemlig været med til at forberede os på opgaven.

- Det bliver en stor opgave, men forskellen fra i år er, at vi har prøvet meget af det før. Selvfølgelig bliver vi også presset til næste år, da vi har en stram tidsplan at overholde - men vi er fortrøstningsfulde. Vi ved, hvad vi skal gøre, når der opstår uventede forhindringer, og vi er helt forberedte på, at de kommer, siger han og tilføjer:

- Det kan for eksempel være vejret - ligesom i år, der startede med et regulært mudderbad - men vi ved også, at de lokale museer er meget interesseret i nogle af de områder, vi skal grave i til næste år.

 

Det største projekt nogensinde

Det samlede fjernvarmeprojekt i Aarup og landsbyerne kommer til at øge vores forbrugerbase med hele 60 procent. Det er godt for både nye og eksisterende forbrugere - og det gør med længder projektet til det største, vi nogensinde har arbejdet på.

Derfor er vi også både glade og tilfredse, når vi kigger tilbage på det seneste års afgørende arbejde. Sådan et stort projekt kræver en nemlig masse bag kulisserne.

Det er ikke bare gravearbejdet, det er også ansøgninger til kommunen, myndighedsgodkendelser og meget andet. At få hele det maskineri op at køre har været noget af en opgave, fortæller Marc Hintze.

- Derfor er jeg stolt over, at vi er lykkedes med at holde både tidsplan og økonomi i projektet. Og det er jo fordi, vi har et dygtigt hold, som har stået sammen i arbejdet. Derfor skal der lyde en stor tak til de rørleverandører, smede, gravefolk, VVS’ere og rådgivere, vi har samarbejdet med undervejs, siger han og fortsætter:

- Der har været meget på spil - og der har været travlt. Selvfølgelig havde det nemmeste været at lade være, men vi gør det jo også for den kommende generation. Vi gør virkelig en forskel for den grønne omstilling, når vi spreder fjernvarmen ud i kommunen.

 

Gelsted og flere landsbyer faldt desværre til jorden

2024 blev desværre også året, hvor vi måtte udsætte eller helt aflyse fjernvarmeudrulningen til nogle af de områder, man ellers havde håbet på at kunne levere fjernvarme til.

Med stigende priser på både anlægsarbejde og materialer kunne planerne om en sammenlægning med Gelsted Fjernvarme nemlig ikke længere svare sig økonomisk - og det fik også indflydelse på fjernvarmeplanerne i landsbyerne Kerte, Ørsbjerg, Ålsbo og Grønnemose.

- Det er vi selvfølgelig enormt ærgerlige over, at vi ikke er lykkedes med - og jeg vil gerne takke alle borgere i byerne for deres tålmodighed. Desværre kunne økonomien bare ikke løftes, og derfor må vi også aflyse vores projektforslag, så man nu har frihed til for eksempel at søge tilskud til en varmepumpe, siger Marc Hintze.

 

Går ind i 2025 med en god fornemmelse

Fra det nye år fortsætter vi det igangværende gravearbejde i projektets anden etape, som omfatter den sydvestlige del af Aarup og landsbyerne Aborg, Lundager, Turup, Ørsted og Skydebjerg. 

Og allerede fra foråret regner vi med at påbegynde gravearbejdet i projektets tredje etape i Aarup nord og landsbyerne Sandager, Salbrovad og Barløse.

- Inden året er omme, forventer vi faktisk at have besøgt alle dem, der har tilmeldt sig fjernvarme. Og det er da en god fornemmelse, at vi går ind til året med lidt færre opgaver. Jeg ser meget frem til, at vi kan fortsætte fjernvarmeudrulning i 2025, siger Marc Hintze.

 

//