Første spadestik er taget
Første spadestik er taget
Fjernvarmen kommer til Aarup og landsbyer
Assens Fjernvarme har igangsat udrulningen af fjernvarme til 1.800 borgere i Aarup og landsbyer. Onsdag den 12. oktober blev den officielle start på udvidelsen markeret ved et 1. spadestikarrangement.

Hvis du har været forbi Assensvej lige før Aarup for nylig, har du måske lagt mærke til, at der ligger store rør og spærrer både i rabatten og på dele af cykelstien. Onsdag blev det første spadestik taget – et spadestik, som både vi og de kommende forbrugere har glædet os til.
Formand for Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget Rasmus Helveg Petersen tog det første spadestik sammen med borgmester Søren Steen Andersen, formand for Assens Fjernvarme Søren Edlefsen og ambassadør for kommende forbrugere Ib Johansen.
Det var en glad formand for Assens Fjernvarme, der kunne byde velkommen.
- Det her er en helt særlig dag for Assens Fjernvarme og en særlig dag for de omkring 2.000 nye andelshavere og forbrugere. I dag skal vi officielt markere starten på et 4-årigt projekt med en samlet investering på næsten 400 mio. kr., fortalte Søren Edlefsen.
For Rasmus Helveg Petersen var det første gang, at han fik lov til at tage det første spadestik til en fjernvarmeudrulning, men han var tydeligt begejstret:
- Det er godt for elsystemet, det er godt for økonomien, det er godt for klimaet, og det er skidt for Putin. Jeg ved næsten ikke, hvad mere man kan ønske sig.
Ambassadør for de kommende fjernvarmeforbrugere Ib Johansen var tilfreds med, at projektet endelig er rigtigt i gang.
- Tak til Assens Fjernvarme fordi I gad tage os alvorligt, da vi kom med dette projekt for 2½ år siden. Tak til alle jeres medarbejdere, der har knoklet til trods for, at der har været et par bump undervejs. Og selvfølgelig stor tak til alle de mennesker, der har underskrevet en kontrakt, og som har troet på det her projekt.
Ingen fjernvarme uden rør
Spadestikket er den officielle igangsættelse af gravearbejdet, der vil tage 3-4 år. Det er i første omgang gravearbejdet til transmissionsledningen, der er igangsat, men resten af rørarbejdet, herunder stikledningerne, følger efter allerede i starten af november.
Selvom mange får gravet stikledninger ind til deres huse i det kommende års tid, så vil der gå et lille års tid, inden de første kan varme sig med fjernvarmen, da rørsystemet først skal forbindes, ligesom de interne installationer hos forbrugere skal bygges om til fjernvarme.
Entreprenør M.J. Eriksson er ansvarlig for grave- og smedearbejdet, men Kingspan LOGSTOR leverer alle rørene til projektet.



