Derfor tager det lang tid at udrulle fjernvarme

30. november 2023

Derfor tager det lang tid at udrulle fjernvarme

Det at udrulle fjernvarme til over 2.000 nye kunder i Aarup og landsbyerne er en kæmpe opgave. Derfor ligger der også meget mere arbejde bag, end det man lige ser på overfladen – og det er med til at gøre, at udrulningen tager tid.

At udrulle fjernvarme er ikke bare et spørgsmål om at grave nogle rør i jorden og sende varmt vand igennem dem.

Det vidste vi godt, før vi gik i gang med vores store fjernvarmeprojekt, som skal sikre stabil og billig fjernvarme til Aarup og landsbyerne.

Og havde vi ikke været overbeviste om, hvor komplekse fjernvarmeprojekter er, inden vi gik i gang, er det for alvor blevet skåret ud i pap i løbet af de år, vi efterhånden har arbejdet på projektet i Aarup.

For det er ikke bare en helt almindelig udvidelse af fjernvarmenettet, vi taler om. Når der skal etableres en næsten 20 kilometer lang forsyningsledning, som udover Aarup skal forsyne mindst 8 landsbyer undervejs, møder man rigtig mange bump på vejen.

Det er dog ikke kun i negativ forstand, for udrulningen til Aarup har vist sig at være et meget dynamisk projekt, som udvikler sig positivt hele tiden, fortæller vores direktør, Marc Roar Hintze:

- Der er kommet nye områder til undervejs - senest i Gelsted, hvor vi lige nu undersøger mulighederne for en fusion med byens fjernvarmeselskab. Det er i det hele taget meget kendetegnene for det her projekt, at der opstår nye, positive muligheder undervejs, siger han og fortsætter:

- Det optimale havde selvfølgelig været, at vi kendte til alle mulighederne på forhånd og kunne planlægge efter dem. Men sådan har det ikke været, og derfor har vi grebet dem, der kom.


Vigtige tilladelser og hensyn tager tid

Det er først når gravearbejdet til fjernvarmen går i gang, at man som almindelig borger kan se, at der sker noget. Men den del af udrulningen er kun noget af det arbejde, der ligger bag projektet i Aarup.

For først skal der laves beregninger, udsendes lovpligtige EU-udbud, indhentes materialer og søges om tilladelser. Rigtig mange tilladelser.

Nogle steder skal rørene ned i vejen - og så skal kommunen eller staten spørges om lov. Andre steder skal rørene ned i marker ved siden af vejen. Her er det lodsejerne, vi skal spørge.

Oveni det kommer der kommunale tilladelser til at omlede trafikken i perioder og etablere omkørsler. Alt sammen noget, der tager tid, selvom vi bliver mødt med en ualmindelig positiv velvilje fra kommunen, der gør alt hvad de kan, forklarer Marc Roar Hintze.

- Når vi begynder at grave rørene ind til folks huse, skal vi jo også sikre, at det sker under ordnede forhold, så folk kan komme til og fra arbejde. Det ville da selvfølgelig være nemmere, hvis vi bare kunne lukke byen ned, mens vi gravede vejene op. Men folk skal jo stadig have vand, varme og strøm, mens vi tilslutter dem, siger han og fortsætter:

- Alt det er bare for at komme i gang. Når vi så graver, støder vi på alle mulige fremmedlegemer undervejs. Ledninger, som ligger uregistrerede i jorden, arkæologiske fund og diger, som man skal passe på. Der er meget, man skal tage hensyn til - og det gør vi selvfølgelig med glæde.


Svært at forudse vejret og naturen

Og så er der selvfølgelig lige det med vejret.

Det skal man altid tage højde for, når man udruller fjernvarme. Men 2023 ser ud til at blive det vådeste år, der nogensinde er målt i Danmark - og det kan være svært at planlægge efter.

I efteråret har det i hvert fald betydet, at vi har været forsinket og nødsaget til at bruge pumper, så rørgravene ikke var fyldt med vand. Samtidig med det, vil vi gerne tage hensyn til naturen, når vi graver rørene ned, forklarer Marc Roar Hintze.

- Vi udruller jo fjernvarme til gavn for miljøet og naturen, men nogle gange er vi nødt til at bryde ind i naturen og fælde et træ eller grave igennem et læhegn. Det kan være hårde valg at tage, men meningen med det er jo at få noget fossil opvarmning ud af husene og CO2 ud af naturen, pointerer han.


Vi går ind i den afgørende fase

Med de fleste forhindringer overvundet er vi nu mere end bare godt på vej til at kunne levere fjernvarme til de første mange forbrugere i Aarup og landsbyerne.

Den store forsyningsledning er snart klar, og indenfor det næste halve år, fylder vi vand på systemet. Stikledningerne er lagt ind til en del huse, og det betyder, at vi til næste år kan gå i gang med at tilslutte dem én for én.

Og det giver en helt særlig følelse, når man har kæmpet for projektet så længe, siger Marc Roar Hintze:

- I starten er det jo bare papirarbejde. Så bliver det gravearbejde, og nu begynder vi så at kunne levere fjernvarme til de mange kunder, som har ventet på det. Og så gælder det ellers bare om at få så mange husstande på på kortest mulig tid, siger han og tilføjer:

- Det er en helt ny fase i projektet, når vi nu skal til at arbejde direkte med de nye kunder.


1.000 nye fjernvarmekunder

Efter planen begynder vi så småt at tilslutte de første kunder i Aarup i foråret 2024. I løbet af et år, skal vi have koblet de første 1.000 på fjernvarmen.

Alt sammen foregår efter en tidsplan, vi har lagt på forhånd - og ud fra den tager vi kort sagt bare én by langs ledningen ad gangen, mens vi laver en større afgrening ud til nye områder i 2025.

Og mon ikke, der også opstår et par uventede forhindringer undervejs? Det ville jo være noget nyt for projektet, hvis der ikke gjorde.

Vi er i hvert fald klar til at tackle dem, så vi kan sikre fjernvarme til en masse nye kunder.